Jeg skal på vandretur

Sti i skoven

Ja, overskriften overslører lidt, hvad dette indlæg kommer til at handle om. Jeg skal på vandretur i weekenden, og jeg glæder mig helt vildt! Det er første gang, jeg skal på sådan en tur, så det er helt nyt for mig. Heldigvis skal jeg afsted med en veninde, som har prøvet det mange gange før, så jeg er helt tryg ved situationen.

Ville prøve noget nyt

Jeg har aldrig rigtigt været typen, som har været på aktiv ferie i det fri. Når jeg har rejst, har det mest været til sydens sol for at slappe af ved en lækker strand eller til en storby for at shoppe eller tage på museer. Jeg har dog længe gerne villet prøve en vandreferie, for at se om det var noget for mig. Alligevel syntes jeg, at det var et lidt stort sats, bare at rejse afsted – hvad nu hvis jeg slet ikke brød mig om det? Jeg delte mine tanker med min veninde, og hun foreslog, at vi kunne tage en lille prøvetur sammen, for at jeg kunne få en bedre fornemmelse af, om det overhovedet er noget for mig. Hun har alt alt det udstyr, vi skal bruge, så jeg skal heller ikke ud at investere i en masse ting – det eneste, jeg skal have skaffet, er en sovepose og et par gode vandresko, men det virker trods alt overkommeligt.

Her er planen

Vi tager som sagt afsted i weekenden, og turen går til Sydfyn, hvor vi skal vandre på Øhavsstien. Der skulle være ret gode forhold, og vi kan overnatte i shelters på de mange naturcampingpladser, der ligger på ruten. Vi tager for en sikkerheds skyld et telt med, hvis vi skulle være så uheldige, at de er helt fyldt op. Ellers har vi faktisk ikke planlagt det helt store – vi tager det lidt som det kommer, tror jeg. Det bliver spændende, og jeg krydser fingre for godt vejr!